Frihed er en selvfølge, tror vi. Men egentlig er det et af de sværeste begreber at tumle. Hvornår kan vi egentlig sige om os selv at, at vi træffer frie valg og hvornår er vi egentlig parate til at give andre mennesker den frihed, vi selv ønsker? Hvornår er vores tænkning fri af fordomme og vaner?
Schiller skrev i 1795 i sit Estetisk brev, hvordan mennesket må finde sig selv i midten imellem kaos og form. Schiller var rystet over det blodbad den franske revolutions frihedsimpuls udløste.
Frihed finder vi igennem ”det estetiske”, menneskets sjælelige område, der kan rumme modsætningerne kaos og form, fordi det er her vi boltrer os med leg og kunstnerisk skaben.
Det kreative samfund har for mig rod i betragtninger som Schillers. Der skal være et frihedsrum for den enkelte, som for eksempel læreren der vil gå nye veje, ellers lægen der vil mere end at slå op i et lægemiddelkatalog. Kun derved hæver vi os over rutinen og bruger hele vores potentiale. Det er ikke en selvfølge i dag. Der skal kæmpes for friheden. Om ikke andet vil angsten for ikke at slå til i en globaliceret verden få vore politikere til at ønske flere tests, tidligere skolestart, mere kontrol i det offentlige rum. Samtidig lever vi en billedkultur, der på en måde stjæler lidt af vores indre liv, eller ihverfald hæmmer det. Når vi læser en bog, lytter til en god historie eller selv er kunstnerisk skabende, så er vi fyldt med billeder i vores bevidsthed, som vi selv har skabt. Den mulighed har vi ikke, når vi forbruger billeder i tv, på computer eller andre skærme. Jeg tror, der ligger en fare for vores kultur og vores frihed gemt her. Medierne har kolossal magt over vores bevidsthed, som da også bliver brugt. Det kan enhver se.
Alexander Bos beskriver noget af dette i sin bog om Lemniskaten, som er en arbejdsmetode til udforskning af de spørgsmål, man ønsker svar på. Her beskriver han dilemmaet, at det moderne mennesker er fanget imellem øget individualisering og følelsesmæssig afhængighed. Vi vil alle gerne være noget særligt og vi kan først rigtigt få øje på os selv, hvis vi kommer i medierne. Spørgsmålet er om vi overhovedet eksisterer, hvis ikke vi findes på Google eller Facebook?
Sådanne tanker og overvejelser er nødvendige i udviklingen af demokratiet. Demokrati er ingen selvfølge. Værdier, normer og styrke til at være sig selv er en stor udfordring for den enkelte og samfundet. Som politikere skal vi gå foran. Vi skal skabe rammerne for udvikling. Vi skal anerkende mennesker, der tør gå imod strømmen. Kunstnere, lærere og forskere må have frie rammer. Det er dem, der skaber den sammenhængskraft og dynamik, der skal modvirke en fuldstændig materialistisk kultur. Faren ved at vi udelukkende spejler os i de kommercielle medier er jo, at vi fristes til at tro at vores eksistens er lig med vores forbrugsmuligheder. Følgen er eksklusion af sårbare, syge og handikappede mennesker, hvilket vi slet ikke har råd til. De udgør kittet i vores samfund. De viser os vores egne muligheder for at beskæftige os med ting, der ikke har med materiel produktion at gøre. De kan kun eksistere i kraft af glæden ved det basale i livet, selve livet.
At værne om det enkelte menneskes frihed er ikke blot et spørgsmål om rettigheder, men i høj grad også et spørgsmål om at værne om den enkeltes mulighed for et indre liv.
Det begynder med barndommen………………..
