Han skriver, at folkeskolen indgår en uhellig alliance, der over generationer er indgået imellem folkeskolens lærere og de bogligt veltilpassede og velbjærgede forældre. Han har fat i lektilæsningen og den deraf følgende dannelse, hvor han postulerer at denne er en grusom måde at ekskludere børn med manglende overskud, da disse dag efter dag, indtil skoletiden omsider er forbi, tvinges til ydmygelser og bliver fastholdt i manglende selvværd.

Det er måske nok en anelse sat på spidsen, men det kan rigtigt nok opleves på denne måde. Selvom jeg ikke er indvandrer, har jeg bestemt selv oplevet min skolegang på den måde. Brudt familie og mange skoleskift var mit lod i livet og det gjorde bestemt ikke min lektielæsning til en fest. Jeg har måttet indhente det forsømte, senere i livet.

Skolesystemet fortsætter ad denne skure i erhvervsuddannelserne, hvor lærerfri timer er dagens uorden. Vi giver de sårbare sten for brød. De har brug for kontakt og forbillede og vi giver dem ensomhed og manglende selvværd. Det kræver mod at samtænke social, skole, kultur og erhverv. Men vi bliver nødt til at være partiet, der tænker i sammenhænge. Andre gør det tilsyneladende ikke.