D. 9. marts, lyttede jeg som sædvanligt til programmet på radioens P1, Tro og Eksistens. Idag var temaet social udstødning og formand for Kirkens Korshær, Bjarne Lenau Henriksen fortalte, at som han så det, så var det grundlæggende problem, at vi i vores kultur definerer os selv igennem vores forbrugsmuligheder. Det vil sige, at vi eksisterer i kraft af det, vi kan købe. Altså eksisterer vi ikke, hvis ikke vi kan købe noget. Interesandt ikke? Set i miljøpolitisk perspektiv er det sådan set også interessandt, for den trend er ved at at kvæle os i både affald og co2 i atmosfæren. (Forbrændingsanlæggende kan slet ikke følge med i DK og vi har lige set hvordan Napoli er ved flyde over med affald). Vi har således med et problem at gøre, som rækker ud over det rent lovgivningstekniske. Det er i virkeligheden er langt mere spændende udfordring, der handler om hvordan vi forvalter vores økonomiske overskud. Vi overser, at vi har en historisk mulighed for at rumme forskellighed. Begrebet sammenhængskraft er blevet misbrugt en del på det sidste. Men som jeg ser det, så er mennesker der udfordrer os til at tænke på andet end forbrug. Det vil sige mennesker, der har brug for vores nærvær. Børn, handicappede, psykisk syge, men også kunstnere og forskere. De er det virkelige kit i samfundet. De der tvinger os til at tænke over vores eksistens og sætter vores liv i perspektiv. Vi lever, som om vi tror det er vækst, økonomisk vækst. I Det Radikale Venstre skal vi have modet til at sætte den værdipolitiske dagsorden. Der skal mere til, end blot justeringer på noget lovgivning. Der skal kæmpes for hver eneste komma, når frihed, omsorg, retsikkerhed og værdighed er under pres.
Gemt i: Blandet, Socialpolitik | Tagged: CO2, frihed, Kirkens Korshær, Miljø, politik, retsikkerhed, Tro, Værdipolitik
Cand Pæd Finn Held, skriver i en kommentar i information d. 10. marts, at folkeskolen svigter indvandrerbørn.
Han skriver, at folkeskolen indgår en uhellig alliance, der over generationer er indgået imellem folkeskolens lærere og de bogligt veltilpassede og velbjærgede forældre. Han har fat i lektilæsningen og den deraf følgende dannelse, hvor han postulerer at denne er en grusom måde at ekskludere børn med manglende overskud, da disse dag efter dag, indtil skoletiden omsider er forbi, tvinges til ydmygelser og bliver fastholdt i manglende selvværd.
Det er måske nok en anelse sat på spidsen, men det kan rigtigt nok opleves på denne måde. Selvom jeg ikke er indvandrer, har jeg bestemt selv oplevet min skolegang på den måde. Brudt familie og mange skoleskift var mit lod i livet og det gjorde bestemt ikke min lektielæsning til en fest. Jeg har måttet indhente det forsømte, senere i livet.
Skolesystemet fortsætter ad denne skure i erhvervsuddannelserne, hvor lærerfri timer er dagens uorden. Vi giver de sårbare sten for brød. De har brug for kontakt og forbillede og vi giver dem ensomhed og manglende selvværd. Det kræver mod at samtænke social, skole, kultur og erhverv. Men vi bliver nødt til at være partiet, der tænker i sammenhænge. Andre gør det tilsyneladende ikke.